Fysiurgisk hundeterapi
Ved fysiurgisk hundeterapi arbejdes der med hele hundens krop og bevægelse. Der arbejdes ud fra osteopatiske teknikker og filosofi. Der anvendes massage, kranio sakral terapi og ledmobilisering, som de primære afspændingsteknikker. Der varieres i mellem teknikkerne, alt efter hvad din hund kan være i og hvad der er bedst i forhold til den enkelte problematik.
Fidos krop består af strukturer på kryds og tværs, der alle hænger sammen. Derfor gennemgås hele Fidos krop ved hver konsultation, så der er fokus på både problematikken og de spændinger og ømheder, der kan følge med.
Ved første konsultation laves en analyse af gang og muskler, der kan fortælle om hundens bevægemønster. Led og bindevæv vil også blive testet og analyseret. Ud fra dette sammenholdt med dine observationer og informationer udarbejdes en plan for afspænding, der er tilpasset til præcis din hunds behov. Du som ejer vil blive involveret i hele processen.
Hvad er massage, kranio sakral terapi og ledmobilisering?
Massage er en oldgammel terapiform, hvor der sker en mekanisk afspænding. der bl.a. øger og forbedrer blodcirkulationen, øger elasticitet i muskler og sener og forebygger diverse problemstillinger. Massage kan også bruges til ren velvære, da det også er med til at sænke blodtrykket og forhøje kropsvarmen. Med andre ord kan det virke afslappende og beroligende. Ved ømme muskler kan det give lidt ubehag hos Fido i mens. Dog er Fido oftest træt og rolig efter en konsultation.
Kranio sakral terapi (KST) blev første gang beskrevet i 1920’erne og udspringer fra osteopatisk filosofi. KST er en kemisk afspænding, der genopretter balancen i kranio sakral systemet. Mellem kraniet og korsbenet (sakrum) bevæger spinalvæsken sig. Denne bevægelse sker efter en bestemt rytme, der skaber en puls. Hvis der er en ubalance, kan det have betydning for hele systemet. Ved at genoprette balancen, hjælpes kroppens nervesystem til selv at løsne op for spændinger i kroppen. Denne terapi form er ikke udviklet til at stå alene, men kan have virkning i en periode efter konsultationen, da nervesystemet arbejder videre.
Ledmobilisering er en teknik til at genoprette normal og symmetrisk bevægelse af leddet. Det sker ved små gentagende bevægelser, der strækker og afspænder de muskler, sener og andet blødvæv, der har forbindelse til leddet. Ledmobilisering er ikke det samme som kiropraktik, da der udelukkende arbejdes inden for leddets normale bevægelse.
Samarbejde med dyrlæge
Det er vigtigt at bemærke at en fysiurgisk hundeterapeut ikke er osteopat eller fysioterapeut og kan ikke stille diagnoser og behandle sygdomme. Vi kan i stedet supplere dyrlægen, hvis det fx er genoptræning efter en operation eller skade. Vi kan også henvise til dyrlæge, hvis der er noget der skal undersøges nærmere.
For at sikre de mest optimale betingelser for hunden, ønsker jeg at have et tæt samarbejde med dyrlægen. Det kan udforme sig på mange måder og er afhængig af den enkelte hunds behov og afspændingsplan. Ønsker din dyrlæge at tale med mig eller se journal, kan dette sagtens arrangeres.
Supplerende terapiformer
Det kan i nogle tilfælde være gavnligt at supplere med andre terapiformer. Det kan fx være laserterapi eller waterwalker. Jeg har desværre ikke mulighed for at tilbyde det i klinikken. Du vil derfor selv skulle arrangere dette. Har du behov for, at jeg tager med og guider med waterwalker, vil dette kunne aftales mod et mindre beløb.
Vi tilbyder
Vi tilbyder 4 typer af konsultationer. Alle hunde er forskellige og har forskellige behov. Konsultationen (på nær wellness massage) tilpasses derfor til dit forløb, uanset om Fido kommer pga. spændinger eller genoptræning.
- Opstartskonsultation – 1,5 time
- Opfølgende konsultation – 1 time
- Vedligehold (indenfor 4 måneder siden sidste konsultation) – 45 minutter
- Wellness massage – 30 minutter
Konsultationen vil som udgangspunkt foregå i klinikken i Gørlev. Er der behov for at det skal foregå hjemme hos dig, vil der blive opkrævet et kørselstillæg pr. km udover de første 10 km. Afstanden beregnes fra klinikkens adresse.
Neurologiske problematikker, vokseværk og hunde hvor dyrlægen ikke kan finde en umiddelbar medicinsk forklaring er også velkommen her. Det er meget få hunde vi ikke kan hjælpe. Nogle gange kan uønsket adfærd afhjælpes ved fysiurgisk hundeterapi.
Hvis du er i tvivl om fysiurgisk hundeterapi er det rette for dig og din hund, er du velkommen til at kontakte mig. Samtalen er uforpligtende og af generel karakter.